☰  Menu

Succesfuld digital alkoholkampagne

I november 2015 afholdte Center for Digital Pædagogik sammen med KFUMs Sociale Arbejde, en digital kampagne som havde fokus på unges brug af alkohol. Projektet er en del af en større forebyggelsesindsats, og lægger vægt på at der både er positive og negative sider ved brugen af alkohol.

Alkoholkampagner har ry for at være vanskelige at gennemføre succesfyldt, og særligt hos unge, er der en generel tendens til at de hellere vil drikke alkohol end at snakke om det. Ved at bruge Center for Digital Pædagogiks online værested for unge (Cyberhus.dk) i kampagnen, har de unge haft mulighed for at snakke sammen på tværs af alder og geografisk opholdssted, samt stille spørgsmål anonymt til fagpersoner med ekspertise på alkoholområdet. Det har desuden været muligt at tilpasse kampagnens indhold løbende, i tråd med indsamlet data fra de unge.

Muligheden for anonymitet gjorde at mange unge delte ubehagelige tanker eller oplevelser

Alkoholkampagnen blev markedsført med facebookannoncer målrettet unge i alderen 15-20 år i hele Danmark. Annoncerne blev vist til 132.000 og 12.900 klikkede efterfølgende på linket. Når de unge klikkede på annoncen, blev de sendt ind på siden ”Hemmeligheder” på Cyberhus.dk. ”Hemmeligheder” indbyder de unge til at dele en kort hemmelighed (maks 150 tegn). Funktionen er anonym, og det gør at de unge kan dele ubehagelige tanker eller oplevelser, uden at skulle udstille sig selv. I kampagneperioden er de unge blevet opfordret til at dele deres hemmeligheder om alkohol. Der blev i kampagneperioden (november) oprettet 400 hemmeligheder.

Foruden facebookannoncering og ”hemmeligheder” har kampagnen benyttet sig af de digitale rådgivningsfunktioner: ungeblogs, artikler, debatforum og gruppechat på Cyberhus.dk.  Artiklerne var den alkoholkritiske del af formidlingen, og bestod bl.a. af emner som ”skadelige konsekvenser ved alkohol” og ”hvor går jeg hen når det går galt”. Der blev skrevet 10 artikler, og hver artikel linkede til debatforummet. Artiklerne blev læst 545 gange.

ungeogalkohol4

Gruppechat som primære rådgivningsfunktion

Gruppechatten var den primære rådgivningsfunktion i kampagnen. Gruppechatten er til hverdag åbent torsdag fra kl. 18-21, og fungerer normalt uden et overordnet tema. Gruppechatten giver de unge mulighed for anonymt at dele oplevelser og viden med hinanden. Der vil altid være en rådgiver på gruppechatten, som fungerer som moderator.

I kampagneperioden (november) deltog 116 unge i gruppechatten. Gruppechatten har i kampagneperioden haft forskellige overordnede temaer, der knytter sig til unge og alkohol. Der er desuden blevet inviteret forskellige gæsterådgivere med viden om emnet, med ind i chatten:

05/11 Tema: Alkohol på godt og ondt.
Gæsterådgiver: en ung

12/11 Tema: Myter om alkohol.
Gæsterådgiver: Mads Uffe Pedersen, Center for Rusmiddelforskning

19/11 Tema: Alkoholafhængighed og misbrug.
Gæsterådgiver: Pia Møller, Center for Alkoholbehandling

26/11 Tema: Unges alkoholkultur.
Gæsterådgivere: Nynne Frederiksen og Anne Sofie Christensen, ”Fuld af Liv” kampagnen

Gå bagom kampagnen og læs hele rapporten eller artikel om formål, etik og pædagogik.

Digitale medier er effektive til at formidle viden om alkohol til de unge

De samlede resultater (se afsluttende rapport nedenfor for specifik data) støtter op om at de digitale medier har været effektive i forhold til at formidle viden om alkohol til de unge, og få de unge i dialog om deres forbrug. De unge selv har også givet god respons på kampagnens tema og udformning i kommentarer til bloggen og på gruppechatten. Derudover har kampagnen fået god respons fra fagpersoner, bl.a. til gå-hjem-møderne, og Pia Møller Nielsen, alkoholbehandler og socialrådgiver, (deltog i gruppechatten som gæsterådgiver) udtaler bl.a. følgende: ”De unge er fantastiske til at bakke hinanden op, og der bliver skabt et særligt reflektionsrum, hvor det er den unge selv, der vælger hvad der skal bydes ind med, og hvad man lader ligge. Hvor er det vigtigt at have et rum, hvor der er plads til at være sig selv, når man måske ikke tør fortælle om de tabuer man har på hjerte andre steder”.

Relevant at videreudvikle flere digitale kampagner

Center for Digital Pædagogik opfordrer til at den digitale kampagneform, samt annoncering videreudvikles, og også benyttes til andre temaer vedrørende fysisk og psykisk sundhed. Det vurderes desuden relevant at lave flere initiativer målrettet fagpersoner der arbejder med de unge, så denne måde at skabe dialog i højere grad bruges i andre sammenhænge end kun ved forebyggelse (for eksempel ved behandling eller rådgivning). Det kunne for eksempel være et gå-hjem-møde om brug af digitale medier som støttenetværk for at forebygge tilbagefald efter endt behandling, eller kursus i hvordan man laver digital rådgivning til sårbare børn og unge.

Den ansvarlige for indholdet i kampagnen, samt primære rådgiver på gruppechatten var psykolog med speciale i unge og rusmidler.ungeogalkohol

 

Kampagnen er sket i samarbejde med følgende:

KFUMs Sociale Arbejde – Center for Rusmiddelforskning – Kræftens Bekæmpelse, Kampagnen “Fuld af Liv”  – Center for Alkoholbehandling

Artiklen er skrevet af Signe Sandfeld Hansen, Cand. Psych. & Projektkoordinator for alkoholkampagnen på Cyberhus

En kommentar

  1. Frederik siger:

    Jeg kan foretille mig, at det er svært at nå frem til de unge mennesker, der har mest brug for hjælpen. Det er godt, at I arbejder så målrettet på at skabe nye måder, hvorpå dette kan lade sig gøre – det er da helt sikkert, at kulturen arbejder imod jer!

Skriv kommentar