☰  Menu

Social Reality – Lav din egen emoji-troll

I efteråret afholder Center for Digital Pædagogik i samarbejde med bl.a. Red Barnet og Fremtidsfabrikken en række workshops, der sætter fokus på unges brug af og adfærd på de sociale medier.

Der er nu afholdt 12 ud af 20 workshops i forskellige ungdomsklubber og skoleklasser landet over. Fælles for alle stederne, er at de beskæftiger sig med unge mennesker i alderen 12-16 år, som har særlige behov, herunder særdeles unge med ADHD, autismespektrumforstyrrelser eller andre adfærds- eller udviklingsforstyrrelser.

Hvad laver vi i workshoppen?

Hvert sted modtager to workshops, hvor de unge skaber deres egne emojis, som sætter fokus på hhv gode og dårlige sider af de sociale medier. I første workshop laver de unge deres egen “Emoji-troll”, som er en slags afbildning af de udfordringer de selv kan have på sociale medier – fx har nogle tegnet, hvordan de føler sig afhængige af medierne. I den anden workshop laver de unge deres eget bud på en såkaldt “Emoji-hero”, som skal symbolisere, hvad man kan gøre ved sine udfordringer. Her er der eksempelvis nogle, der har tegnet en mobil der er slukket.

Indtil videre har de unge taget rigtig godt imod konceptet, og de er kommet med masser af gode inputs til hvad der kan være svært, og hvad de mener at man kan gøre ved det. Til den første workshop får de også hjælp fra en af projektets rollemodeller, som selv har kognitive udfordringer, der har påvirket adfærden på de sociale medier. Rollemodellen er en ældre ung (18+), som har personlig erfaring med udfordringerne på de sociale medier, og som kan hjælpe de unge med at reflektere over deres adfærd på nettet.

Afhængighed er et fællestræk

Det væsentligste fællestræk har været, at mange unge føler sig nærmest afhængige af de sociale medier, for at kunne følge med i hvad de andre laver og holde kontakten til deres venner. Til gengæld er de bevidste om, at det ikke er vejen frem at lade sit humør, sit klædeskab eller sin mening afhænge af, hvor mange likes det fik på Facebook.

De emojis som de unge laver, bliver filmet og til sidst sat sammen til en kort video med den unges stemme som lydspor. Den unge fortæller hvordan emojien ser ud, og hvad den gør.

De færdige film kan allerede nu ses på cyberhus.dk/socialreality

Erfaringerne fra de afholdte workshops vil blive brugt til at udvikle et spil om god adfærd på sociale medier, som kan hjælpe pædagogerne i deres arbejde. Ønskes mere information, kontakt Signe Sandfeld Hansen på signe@cfdp.dk

Skriv ny kommentar

Vil du modtage CfDPs nyhedsbrev?

Nej tak