☰  Menu

Instagram og Musical.ly: Hjælp de unge med deres indstillinger

Alle taler om app'en Musical.ly for tiden. I Center for Digital Pædagogik bliver vi ofte spurgt om vores holdning til den nye tjeneste. I indlægget beskriver vi en række opmærksomhedspunkter henvendt til forældre. Det "gamle" sociale medie, Instagram, som fortsat har kæmpe popularitet hos danske tweens, har fået nye funktioner. Vi beskriver her, hvordan du som forælder kan gennemgå dit barns privatlivsindstillinger og tilføje et ekstra lag sikkerhed.

Ny funktion på Instagram styrker børnenes kontrol

Instagram er en af de mest brugte sociale platforme blandt børn og unge i dag. Allerede fra 4. klasse er billed- og videodelingstjenesten enormt populær. Og det er forståeligt. Med Instagram kan vi dele vores store øjeblikke og spejle os i andres. Desværre er Instagram også et sted, hvor mange unge oplever meget brutale kommentarer til deres billeder og video. Derfor har stifterne bag firmaet nu lanceret en mulighed for at filtrere i de ord, der skrives som kommentarer. Selvom det ikke er løsningen på alle verdens problemer er det et skridt i den rigtige retning, fordi det netop styrker barnets følelse af kontrol og ejerskab over profilen.

Filtrering af ord

Som forældre er det en god ide at hjælpe de unge Instagram-debutanter med den grundlæggende beskyttelse af privatliv. Eksempelvis ved at gøre kontoen privat. Du kan dog også filtrere på ord. Eksempelvis hvis  du (eller barnet) oplever,periodisk, at få negative kommentarer, der omhandler et særligt udtryk eller bestemte ord.
Et mantra fra vores skolebesøg i Center for Digital Pædagogik er, at man ikke frivilligt skal deltage i sin egen tilsvining. En måde at beskytte sig selv på er, at fjerne muligheden for visning af kommentarer med bestemte ord. Helt konkret går du til dine ‘indstillinger’ og finder menupunktet ‘kommentarer’

insta1insta0

Du kan bede Instagram om at fjerne “kendte upassende ord”. I tillæg hertil kan du fjerne ord som er særligt generende for dit barn. Forestil dig at din datter mod sin vilje bliver kaldt Tudetøsen eller noget andet nedsættende, som man ikke ønsker, der går inflation i.  Så kan man altså skrive disse ord på listen over filtrerede ord.
Træerne gror ikke ind i himlen, og der er mange måder (og ord), der kan anvendes hvis andre vil genere dig. Det er dog vigtigt vi som forældre og fagpersoner lærer børnene de muligheder, der findes for at skabe kontrol og sende klare signaler om, hvad man selv kan acceptere.

Musical.ly

App’en Musical.ly forener musikverdenen med sociale medier – og det er drønsjovt. Med Musical.ly kan man lave 15 sekunders videoer, hvor man synger, ‘lip-syncer’ eller danser. Som forælder bør du dog sætte dig ind i graden af offentlighed, som barnets videoer indgår i.

Alt det positive:

  • Man kan bl.a. lave en duet med en ven (mange danske piger på 12-13 år gør dette)
  • Man kan lave noget sjovt med sin familie, måske endda nogle forældre vil være med!
  • Det skaber kreativitet hos børnene
  • Man kan synge sammen og have det sjovt med at skabe noget
  • Det er nemt og intuitivt at lave sine egne videoer
  • Man kan regulere om andre kan skrive direkte beskeder til en.
  • Man kan skjule sit bynavn, så man ikke kan se andre i nærmiljøet (ift. børns sikkerhed)
  • I kommentarsporet til filmene står der ”Say something nice” og generelt er mit indtryk, at de børn der kommenterer, har god stil og bruger mange positive smileys.
  • Musical.ly generelt er en god intro til en verden med sociale medier som Youtube m.fl, fordi indholdet er afgrænset


Det, du bør overveje som forælder:

screenshot_20161109-112650

  • Både voksne og børn bruger app’en og dette skal forældre være opmærksomme på – det er ikke kun for børn (med alt hvad det indebærer af uhensigtsmæssig kontakt.)
  • Barnet kan vælge at dele indholdet på andre sociale medier via Musical.ly
  • Man kan ikke filtrere, hvad andre lægger ud af videoer, selvom der kan være anledning til at blokere/anmelde nogle enkelte brugeres adfærd.
  • Indholdet i de tilgængelige sange har et voksent ordforråd og tematikker, der ikke nødvendigvis er henvendt til børn under 13 år.
  • Man kan sætte hashtags ind under hver enkel video, som kan lede til andre videoer med indhold, der ikke er relevant for aldersgruppen.
  • Små børn ned til 5 års alderen imiterer popstjerner i udfordrende tøj og med seksuel fremtoning. Dette er ikke nødvendigvis et problem; men du skal være obs på den spejling, der foregår. De mest populære og sete videoer er ofte film af stereotype og pæne, (meget) unge tweens.
  • Livestreaming er en mulighed. Overvej om du ikke bør insistere på at se barnets video, før den sendes.
  • Lær barnet at almindelig etik også gælder her. God tone, fortæl det positive, vær støttende, spørg om lov før du filmer andre osv.
  • Husk den meget væsentlige indstilling om privatliv og lokation. Vist på billedet til højre.

 

Skriv ny kommentar

Vil du modtage CfDPs nyhedsbrev?

Nej tak