☰  Menu

Digital selvskade – hvad er det?

Der har gennem længere tid været et fokus på unges selvskadende adfærd, såsom cutting, spiseforstyrrelser, overdreven brug af alkohol eller andre rusmidler, og vold mod sig selv. Hos Center for Digital Pædagogik kender vi problematikkerne fra vores egne ungerådgivninger på bl.a. cyberhus.dk, men de seneste år har vi også oplevet den selvskadende adfærd tage helt nye digitale former. Ved digital selvskade bruger de unge typisk sociale medier til at skade sig selv.

Af Signe Sandfeld Hansen, cand.psych og projektmedarbejder ved CfDP

Selvskade i Danmark

Ifølge Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade har op mod en tredjedel af de unge i alderen 18-30 år skadet sig selv med vilje på et tidspunkt i deres liv. Samtidig er der 16 % af eleverne i de danske gymnasier og 13,5 % af eleverne i folkeskolens ældste klasser, der har udvist selvskadende adfærd mindst en gang. Selvskadende adfærd skal forstås som bevidste handlinger, hvor personen påfører sig selv skade eller smerte, uden at der er en intention om at tage sit eget liv. De hyppigste former for selvskade er cutting, spiseforstyrrelser, vold mod sig selv, og overdrevet forbrug af alkohol eller andre rusmidler.

Der kan være mange forskellige årsager til den unges selvskadende adfærd, men oftest er det for at dæmpe svære følelser som fx vrede, angst og jalousi. Hvis den unge har svært ved at mærke sig selv eller sine følelser, kan selvskade også være en måde at fremprovokere en reaktion.

Chat addicted girlHvad kan vi lære af digital selvskade?

I artiklen “Virtual Self Harm – Where’s the Harm?” sætter Ken Corish, Online Safety Manager hos South West Grid for Learning og UK Safer Internet Centre, fokus på et nyt aspekt af selvskadende adfærd, digital selvskade, hvor den unge bruger digitale kanaler til at opnå og fastholde en reaktion. Eksempelvis ved at bruge falske profiler på de sociale medier til at kommunikere nedgørende indhold til sig selv, eller opsøge konflikter med andre med intentionen om at blive nedgjort.

Ifølge artiklen har internettet åbnet op for en række faktorer, der kan påvirke hvordan vi kan forebygge og se på digital selvskade og selvskadende adfærd generelt. Ken Corish skelner mellem fænomenerne: “Finding your tribe”, “Tool of the trade”, “Auto-trolling” og “Self-baiting”.

Digital selvskade #1: “Finding your tribe”

Internettet tilbyder fællesskaber indenfor næsten alle interesseområder, og det kan i høj grad være positivt. Særligt som sårbar ung, kan det være et oplagt sted at møde andre som forstår hvad man gennemgår, fortælle ens historie, stille spørgsmål eller blive bedre til at håndtere udfordringer. I forhold til selvskadende og anden problematisk adfærd, kan fællesskaber på nettet dog også være en kilde til, at adfærden bliver normaliseret og anerkendt som en god måde at handle på. Ken Corish nævner, at en hurtig søgning om selvskade på Tumblr viser et stort udvalg af billeder og beskeder (både positive og negative), som kan føre brugeren ind i umodererede kommentartråde eller debatter, som fokuserer på selvskade. Mange af siderne har en god intention, men kommer indirekte til at fremstille selvskade som noget der kan betragtes som “emo”, “dark” og “cool”. Han nævner desuden at nogle unge har taget selvskade-kulturen og promoveret det som en livsstil – “jeg er sej, fordi jeg er følelsesmæssigt interessant”.   

Digital selvskade #2: “Tool of the trade”

Foruden de uofficielle fællesskaber omkring selvskade, findes der hjemmesider som forsøger at begrænse skaderne ved selvskadende adfærd, ved at undervise om “safe abuse”. Det er et fænomen som oftest ses ved narkomaner, som modtager rene sprøjter, så de kan indtage deres stof med færre risici. Han nævner organisationen Selfharm.co.uk som tilbyder online rådgivning i forhold til at minimere skaderne ved f.eks. cutting – hvad skal du skære med, hvor skal du skære, hvad gør du hvis du går i chok.

I forhold til både “finding your tribe” og “tool of the trade”, så fremhæver artiklen at hvis de besøgende er digitalt dannede unge, som er i stand til at undersøge og udfordre sidernes indhold, så er siderne ikke farlige. Det kræver dog at de unge har en vis grad af modstandsdygtighed, og samtidig en viden om hvordan man overhovedet reflekterer over digitalt indhold. Ken Corish understreger også at der bør være klare retningslinjer for hvordan en hjemmeside viser hvad der er “gode” råd, så den rette information bliver videregivet – ikke kun til de unge, men også til professionelle.   

Digital selvskade #3: “Auto-trolling”

Begrebet trolling hænger sammen med at bruge interpersonel kommunikation på internettet til at provokere andre og fremkalde en hidsig diskussion eller konflikt. “Auto-trolling” er en videreudvikling af begrebet, og handler om at en person opretter forskellige falske profiler på f.eks. de sociale medier, for så at rette synlige “angreb” mod sin egen private profil. Det kræver en forståelse af hvordan teknologien fungerer, og et engagement i forhold til at vedligeholde aktiviteten for at opnå troværdighed.

I artiklen nævner Ken Corish sagen om en ung britisk pige Hannah Smith, som begik selvmord efter at være blevet udsat for grov digital mobning. Politiets undersøgelse fandt frem til at der ikke havde været andre involveret, og at beviserne pegede på at Hannah havde “angrebet” sig selv ved brug af forskellige falske profiler. Sagen fik de britiske myndigheder til at stille skarpt på behovet for at de sociale medier tager ansvar for at moderere og stoppe digital mobning, og samtidig har det åbnet op for en nuancering af fænomenet digital mobning, til også at omfatte digital selvskade.     

Digital selvskade #4: “Self-baiting”

Fænomenet “self-baiting” ligner på mange måder “trolling” ved at en person ønsker at skabe en diskussion eller konflikt, men har den fundamentale forskel at hvor en troll søger en reaktion (ligemeget hvilken) og opmærksomhed, så vil en “self-baiter” søge reaktioner der er “angreb” mod personen. På den måde, så opsøger personen steder, hvor han/hun kan få andre mennesker til at sige grove eller direkte onde ting til sig selv.

Selvom det ikke helt stemmer overens med begrebet, så er fænomenet “roastme” en form for “self-baiting”, hvor man poster et billede af sig selv, og direkte beder andre om at sige grimme/onde ting. Som sårbar og usikker ung, kan det være en måde at få andre til at bekræfte de tanker og følelser, som man har om sig selv, og måske medføre en vedligeholdelse af anden selvskadende adfærd.

Forståelse, digital dannelse og øget internet sikkerhed

I artiklen kommer Ken Corish med en række opfordringer til, hvad der er godt at tænke over i arbejdet med sårbare børn og unge, særligt i forhold til selvskade, men ikke desto mindre relevant for andre.

Husk at det digitale liv fylder hos de unge

  • Når man laver en indsats mod selvskadende adfærd, er det vigtigt at forstå at teknologien kan spille en rolle. Skab en dialog med den unge om deres brug af de digitale fællesskaber. “Stop med at bruge internettet” er ikke en rationel intervention, når det digitale liv og de sociale medier er så stor en del af de unges liv.

De digitalt dannede unge

For at de unge kan reflektere over og sortere digitalt indhold, er det nødvendigt at de unge har viden om hvordan man forholder sig undersøgende. Det er bl.a. det Skoletjenesten hos Center for Digital Pædagogik har til formål, ved:

  • at styrke de unges modstandsdygtighed på nettet for at øge deres sikkerhed,
  • fremme viden om, hvad den “ansigtsløse” kommunikation betyder for den sociale forståelse,
  • lære de unge om, hvordan man opfører sig positivt i de digitale fællesskaber,
  • lære dem om, hvordan de kan forme deres digitale fodspor, så det falder til deres fordel,
  • og lære dem, hvordan man er kritisk overfor online indhold, samt forholder sig undersøgende.

Artiklen opfordrer til at vi, professionelle der arbejder med sårbare og udsatte børn og unge, skal se på det digitale liv som en del af helheden, og forstå at det har en vigtig betydning når vi skal lave en indsats. Digital selvskade er et fænomen, som vi vil holde øje med. Både i vores rådgivning Cyberhus, og i vores fysiske møder med eleverne.

Hos Center for Digital Pædagogik arbejder vi fortsat på at styrke de unges digitale dannelse, så vi sammen kan skabe et mere sikkert internet. Hvis du derfor har historier eller info om digital selvskadende adfærd, vil vi rigtig gerne høre fra dig, så vi fortsat kan øge vores forståelse af fænomenet.

 

Læs hele artiklen “Virtual Self Harm – Where’s the Harm?” af Ken Corish i tidsskriftet ‘Every Child’. (endnu ikke udgivet)

Læs mere om digital selvskade på Ken Corish’ hjemmeside:

http://www.kencorish.info/waving-silently-technology-and-self-harm/

Skriv ny kommentar

Vil du modtage CfDPs nyhedsbrev?

Nej tak