☰  Menu

Gratis computerspil? -Nok næppe.

Den seneste dominerende modedille i gaming-regi, og her tænkes hverken på pastelfarver eller pagehår, er F2P – FreeToPlay. Gratis spil udgivet kvit og frit til fri leg via udviklernes egne digitale platforme eller hjemmesider; men – hvad gemmer der sig i virkeligheden bag ordet “gratis”?

League of Legends, Eve Online, Team Fortress 2, World of Tanks, Spelunky, Candy Crush Saga, Hay Day, Farmville og mange andre spil har storhittet de sidste år – OG skovlet penge ind til udviklerne, til trods for at de koster ganske gratis. Gratis spil er blevet en milliard-forretning; vi skal i det følgende indlæg se på hvor, hvornår og hvad man betaler for, når man spiller de ”gratis” spil.

Free 2 Play

F2P er betegnelsen for de spil hvor man har umiddelbar adgang til hele spillet uden at skulle have dankortet op af lommen.

League of Legends
Abandon all faith ye who enters

League of Legends er et af de mest populære spil lige nu; 27 millioner forskellige mennesker logger ind på daglig basis og klokker en time eller to (eller 10) ind i spiluniverset.
Men – og hvor ville jeg dog gerne at det var usandt – ingen spiludviklere er i branchen for deres blå øjnes skyld; money talks og RIOT (firmaet bag League of Legends) taler med store ord.

Spillet er gratis – helt gratis – du kan downloade og begynde at spille ligeså hurtigt som din internethastighed tillader det; og det er hele spillet der er til rådighed. Ingen skjulte gebyrer, udvidelsespakker eller andet skummelt. Medmindre man godt kunne tænke sig lidt bling-bling, eller er lidt utålmodig! Inde i spillet kan man nemlig opgradere sine karakterer med bonusser eller looks via spillets indbyggede shop.

League of Legends 3
Hvis man nu gerne vil ha’ at ens farlige menneskeædende krokodille i stedet ligner en farlig menneskeædende krokodille – med ild i.

Valutaen i spillet (influence points) optjenes ved at spille kampe – man får lidt ekstra hvis man vinder, men ellers er det en stabil udbetaling. Dog – og her har RIOT været skarpe – kan man omgås det træge virke at spille kampe for in-game ”løn” ved at indtaste sine dankortoplysninger og klikke ”purchase”.

Men hov – er det så ikke pludselig et betalingsspil, og ikke længere Free 2 Play?

Jo!! Og Nej!!

Man behøves ikke betale for noget som helst i League of Legends; det gør bare det hele lidt mere komfortabelt hvis man gør. Netop her i de små del-køb, mikro-transaktioner, findes hemmeligheden bag spillets økonomiske grundlag – det er virkelig nemt at lokke folk til at købe ”bare lidt”, når nu resten er gratis. Pludselig har man dog købt ”bare lidt” rigtig mange gange og man har nærved betalt fuld pris for et gratis spil.

 League of Legends 2

Det der er vigtigt at tage med er, at mange af tilkøbs-goderne er rent kosmetiske og ellers kan erhverves med den gratis (spil-for-at-optjene) valuta relativt hurtigt. Fordelen ved at betale for indhold til League of Legends er i alle tilfælde ganske lille, og oftest rent kosmetisk.  Der spekuleres således fra udviklernes side i, at spillerne besidder en sprængfarlig cocktail af forfængelighed og utålmodighed.

Anderledes forholder det sig dog i andre spil hvor udviklerne ikke satser på spillernes goodwill eller hang til forfængelige opgraderinger; andre steder kan du betale for at blive (markant) bedre.

Pay to win

Forestil at du spiller mange timer – hundredevis – for at opnå det bedste stykke udstyr i et spil – lad os kalde udstyret for Dommedags-Hammeren. Du traver rask væk ud på eventyr i den tro at NU har du ramt toppen i den digitale verden. –Ind fra højre kommer en helt ny spiller der nemt vinder jeres duel takket være Dommerdags-Hammeren-på-Steroider-og-Speed som han hoverende fremviser. Steroide-udgaven af hammeren er købt for kolde kontanter og giver duellanten en helt urimeligt stor fordel; det er ikke rimeligt eller sjovt – men det er effektivt.

Med denne forretningsmodel – Pay to Win – skaber spiludviklerne en skævvridning i balancen i spillet hvor alle kan betale sig til at blive bedre; eller i hvert fald bedre end de der ikke betaler. Det skaber et usagt krav om, at nok er spillet egentlig gratis, men hvis det skal være sjovt og man vil have en fair chance, så skal man punge op ved Kasse 1.

Da Battlefield 4 ramte markedet i 2013 kunne spillerne se, at spillets bedste tilgængeligt-for-alle våben i stor grad var et køb-for-penge våben underlegent. Våbnet der skulle erhverves for rigtige penge kostede kun 10,- så fans af spillet købte det og tænkte ikke videre.
Efter kort tid lanceredes så små pakker med ekstra-udstyr; og ganske rigtigt, i langt de fleste var der et stykke grej – en hjelm, en skudsikker vest, en pistol – der liiige var lidt bedre end de gratis pendanter. Mange spillere brokkede sig, men købte alligevel udstyrspakkerne eftersom de jo allerede havde investeret i selve spillet og måske en enkelt udstyrspakke eller to, og den investering ville jo i nogen grad gå tabt hvis ”alle de andre” havde bedre hjelme, pistoler og så fremdeles.

 Battlefield 4 - 2
149,- for Battlefield 4? Det er da ikke så galt.199,- for deluxe pakken med ekstraudstyr? Okay…

Battlefield 4 - 3
Oooog så skal man bare lægge 319,- oveni for at få HELE spilindholdet. Samlet pris: 469,- (men så får du også ”Bonus Battlefield Battlepacks” med nye våben med…)

På den måde fik EA – firmaet bag Battlefield 4 – lynhurtigt spillere til ikke bare at betale for selve spillet (op til 550,-) men også flere hundrede kroner ekstra; knivskarp økonomisk forretningsmodel, så længe folk rider med på bølgen og ikke brokker sig for meget.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at i stort set alle EA’s udgivelser (herunder FIFA m.m.) kan man købe sig til en heftig fordel; oftest for ganske store summer. Just sayin’…

Udtrykket ”Freemium” dækker ligeledes over spil hvor man betaler ekstra for at få hele (premium)spillet til rådighed.

Pay to play – NOW

De sidste år har dannet rammen om en ny opblomstring af skodspil; casual games. Farmville, Candy Crush Saga, Smølfebyen og så videre. Spil der excellerer i ikke at være rigtig sjove, men stadigvæk lidt bedre end at lave ingenting… Problematikken omkring de oftest gratis spil sker ved at deres platform (Facebook eller mobil-interface) ofte allerede snakker sammen med dit dankort; enten via Google Pay, Google Play-butikken, App-store eller lignende; det bliver uhyre nemt lige at købe dette eller hint – som oftest bare et par tryk på skærmen. Udviklernes ”trick” består så i, at lade spilleren få en masse indhold og belønninger tidligt i spillet for så senere hen kun at tilbyde indhold, bonusser og belønninger i en sådan grad, at man fristes til bare lige at bruge de små 10,- det nu koster…

  Farmville
Gider du ikke vente på næste regnskyl? Betal dig fra det!

Alle de små køb løber naturligvis op – og behovet for dem bliver kun større og større efterhånden som spillet skrider frem.

I Candy Crush Saga har man 5 liv til at starte med – man mister et liv hver gang man ikke løser en bane. Det er ikke noget problem i starten hvor alle blæser igennem de første 30-40 baner. Herefter bliver det sværere. Mister man sine 5 liv skal man vente 30 minutter på 5 nye. Eftersom banerne bliver sværere og sværere jo længere tid man har spillet, og man samtidig bliver mere og mere investeret i spillet jo længere tid man spiller, virker beslutningen om lige at betale sig fra ventetiden ganske ligetil. Når der så samtidig er indlagt bevidst svære baner der efter få forsøg oplyser spilleren om, at man kan købe ”boostere” (der hjælper med en bane) for et lille bitte beløb. Igen, det er en knivskarp forretningsmodel, så længe folk hopper på den.

  Candy Crush Saga - 2
Gør spillet lidt nemmere… For 13,-

Candy Crush Saga - 3
Eller få 5 liv mere for kun 7,-

Gratis koster kassen

Det forholder sig desværre således, at gratis spil og digitale produkter sjældent er gratis. Nogle gange får man light-udgaven, andre gange ¾ af kagen og ellers er produktet kun til låns. Det er selvfølgelig utopi at kræve fantastiske spiloplevelser for ingen penge, men særligt med mobiltelefoner og mikro-transaktioner kan der være kort vej fra en pop-up køb-nu knap til en halvstor regning. Det gælder om at se sig for, og forholde sig til hvad man egentlig betaler for, og om man er villig til at gøre det igen, og igen, og igen og igen og…

I nogle tilfælde – League of Legends – betaler man et engangsbeløb for noget unikt indhold (Hvordan den menneskeædende krokodille skal se ud) – i tilfældet med Candy Crush Saga betaler man udelukkende for ikke at skulle vente på at spille lidt mere. Hvis man én gang vælger at betale Candy Crush Saga for 5 nye liv gør man det nok også igen. Jeg er i udgangspunktet modstander af Pay to play – now- samt Pay to win-modellerne; men hvad man som køber og forbruger gør med sine penge er selvfølgelig helt op til den enkelte. Jeg vil dog gerne slå et slag for, at man tænker en ekstra gang over hvorvidt man vil gå i kast med spil der er skræddersyet til at spille på grundmenneskelige behov og udnytte utålmodighed, nysgerrighed m.m. De usynlige og overselige udgifter i spil Candy Crush Saga, Hay Day, Clash of Clans osv. er lavet for, at trække flest mulig penge ud af flest mulig mennesker; overvej en ekstra gang om dét virkelig er alle pengene værd at stable hø eller lege fire på stribe med sig selv. -I mange tilfælde kan man ende med at betale fuld pris for et gratis produkt.

(Vi skal i et senere indlæg analysere og diskutere hvilke mekanismer der er på spil når man liiiige skal ha’ én runde Candy Crush Saga mere. Stay tuned!)

Skrevet af tidl. medarbejder Christian Mogensen

Skriv ny kommentar

Vil du modtage CfDPs nyhedsbrev?

Nej tak