☰  Menu

Gaming på den politiske dagsorden

eSport var på tapetet i Ceres Arena den forgangne weekend og på dagsordenen på Rådhuset ugen forinden - den skepsis-ramte fritidssyssel fylder mere og mere i mediebilledet i takt med, at indtoget i de unge menneskers liv bliver endnu større. Computerspil er blevet alvor - heldigvis!

Timerne foran skærmen har for mange unge danskere haft et stempel af spildtid men i dette forår ser det ud til, at bølgen er ved at vende – politikerne tager eSporten til sig som mærkesag, fagpersonerne er nysgerrige på det nye vindue ind til de unge mennesker og, måske vigtigst af alt, en generation af nørder får pludselig blåstemplet deres elskede fritidsinteresse. Gaming er ikke længere game over.

Et politisk rygstød

Rabih Azad-Ahmad (R), Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommunen, siger til Stiften.dk (8/3 ’17):

Esport er med til at udvide mangfoldigheden af fritidstilbud. Esport rammer måske endda nogle af dem, som ikke tiltrækkes af de mere traditionelle aktiviteter. Derfor mener jeg- at det er helt naturligt, vi i den kommende politik får kigget nærmere på mulighederne i Esport.

Den positive indstilling er et tydeligt udtryk for, at det stille skift i attituden omkring spil vi hos CfDP har kunnet mærke det sidste år, også ligeså stille har fundet politisk rodfæste. Lykkes det Rabih Azad-Ahmad at inddrage computerspillene i kommunes Sport- og Fritids-politik senere på året, er vi i Smilets By pludselig meget tæt på at tage rollen som foregangskommune, samt at kunne arbejde med de mange prosociale og konstruktive aspekter af gamingen på et højere plan end de mange prisværdige men små initiativer på græsrodsniveau.

#GG Festival i Ballerup Super Arena samlede over 1000 unge glade nørder om ét fælles mål; at få hygget en masse og spillet en god stak computerspil. (Privatfoto)

En politisk velvilje til at sætte gaming på den rigtige side af dagsordenen for unge menneskers spilforbrug, passer som fod i hose med den udvikling vi hos CfDP har prøvet at antænde i længere tid:

Til flere og flere af vores foredrag og workshops bliver gamingen inddraget som fokuspunkt; ikke som guide til hvordan man bruger Counter-Strike og League of Legends i undervisningen, men som vindue ind til særligt drengenes digitale verden. -Vi ved, at både piger og drenge efterhånden spiller rigtig meget computer – men vi kan også se, at drengene spiller mest og oftest har konflikter omkring forbruget i hjemmet – upåagtet at det er de drenge som spiller mest der også har de største sociale og personlige gevinster i spillene.

Sund faglig nysgerrighed

Til vores foredrag arbejder vi med, at give forældre og fagpersoner et vindue ind i drengenes digitale verden, som for mange foregår mere på Steam og Playstation Network end Instagram og Tumblr. Både via den øgede fokus på computerspil og fra vores ugentlige gamer-gruppe sammen med Aarhus Kommune ved vi, at unge mennesker drages af de digitale universer mere end nogensinde før. Den politiske åbning for, at skabe en kommunal politik der favner en af ungdomslivets største fritidsinteresser åbner samtidig for, at vi som digitale fagpersoner begynder at kunne arbejde i et bredere kommunalt perspektiv og bygge videre på den positive udvikling vi har set hos enkelte ildsjæle over det sidste år.

Vi oplever i større og større grad, at den faglige frygt for skærmtid og aldersmærker afløses af en velvilje til, at hjælpe de unge mennesker til at trække den størst mulige gevinst ud af spiltiden – enten i retning af eSport, udvikling, kodning eller social træning. Mulighederne er nærved uendelige og vi møder flere og flere fagpersoner som er nysgerrige på, hvordan de menneskelige og sociale kompetencer fra spil kan aktiveres. Det er fantastisk og ganske forbilledligt at se, hvor mange ressourcer enkelte medarbejdere kan hive ud af en ellers “isoleret” ungeflok når de mødes på deres præmisser – i spillene.

Når du gamer så vinder du. Det er sundt for de unge at kunne gå ind i en arena der er bygget op til at hårdt arbejde betaler sig, og at de kan redde verden – sammen med deres venner. (Privatfoto)

Den mere positive indstilling til spilmediet genererer en positiv udvikling ad flere veje: Vi møder flere og flere fagpersoner (og forældre) som tør behandle spillene ikke som en mur mellem de unge og dem selv, men som et muligt fælles tredje hvorfra man kan interagere med de unge på deres præmisser og i deres trygge rammer. Pludselig åbnes muligheden for, at de unge ikke længere føler sig forstået som klienter eller problemer der skal løses, men føler sig mødt i en arena de er trygge i – og oftest stolte over at kunne mestre. Når man som voksen – forælder eller fagperson – accepterer spil som en sund hobby på lige fod med LEGO-klodser, puslespil og spændende bøger, bliver man også eksponeret for de unges entusiasme for hele området; mange unge er ligeglade med FCK/Brøndby-kampene og forstår ikke når de voksne tiljubler Daniel Agger og co., men sidder til gengæld på kanten af sædet hver gang Astralis spiller kamp og idoliserer Dev1ce. Den faglige nysgerrighed og den politiske velvilje åbner døren for, at vi begynder at kunne uddanne fagpersoner i, at forstå en hel generation af unge mennesker som brænder for en hobby der favner både drenge og piger på mange forskellige niveauer.

Et øget fokus

Vi ved, at spil kan tage overhånd ligeså vel som det kan skabe noget fantastisk. Vi ved, at det kan være svært at forstå timerne foran computerskærmen, tiltrods for egne timer foran TV-skærmen. Computerspil er ikke et område vi skal være fuldstændig ukritiske overfor som hverken forældre, fagpersoner eller generelle interessenter. Det er dog et område hvor vi skal kunne møde de unge i øjenhøjde og forstå deres fascination – gennem den kan vi starte tilbud op hvor vi arbejder med den gode gaming og aktivt søger at gøre gaming til noget socialt og opbyggeligt fremfor isolerende og ensomt. Til vores workshops og foredrag er gaming blevet et fikspunkt på lige fod med Instagram og Snapchat – vi ved, at spillene er nogle unges frirum. Vi ved hvordan de sociale mekanismer dyrkes og udforskes på samme tid med, at der spilles Counter-Strike eller FIFA. Vi er parate til at arbejde endnu dybere med de mange muligheder og vinduer ind i børne- og unge-livet som spillene giver os, og den politiske fremsynethed sammenholdt med den store faglige nysgerrighed tyder på, at vi inden længe har endnu bedre gang i afmystificeringen af gamer-generationen, og kan begynde at følge med de unge ind i endnu en digital sfære.

Skriv ny kommentar

Vil du modtage CfDPs nyhedsbrev?

Nej tak